Juleafslutning - Bluewyle K9 & Aktivt Hundecenter

Bluewyle K9 og Aktivt Hundecenters årlige juleafslutning blev afholdt i hallen i Ringsted i går, og jeg havde tilmeldt Selma til FP1, Molly til FS2, og derudover skulle jeg deltage i en noget alternativ 6+.

Vel ankommet efter en noget lang tur i kø, fik jeg båret alle tasker, rekvisitter og bur ind i hallen, hvor der var noget af et leben - mennesker og hunde overalt, og hele tre ringe. Meget overvældende for de fleste hunde, vil jeg tro.
Jeg tog Selma ind i god tid, for at hun kunne nå at suge til sig, før hun skulle i ringen - det var trods alt hendes første gang i hallen. Hold da op, hvor hun syntes, det hele var en fest! Hun ville bare ind, hoppede og dansede og var nærmest ikke til at styre på vej gennem hallen - lille tossehund! Vel installeret i bur og på tæppe, fik hun lidt ro på, og vi ventede på, at det blev vores tur.





Da det blev vores tur, var Selma i dén grad klar til at holde fest, så det gjorde hun!
En del af øvelserne kunne være lavet bedre, med større koncentration og med mere præcision. I stedet blev de alle udført med et fantastisk drive og stor glæde - præcis som det skal være med en unghund og en rigtig powerprinsesse.
Selma fik ganske hæderlige point, og hun blev nummer 8 ud af 16, hvilket også er flot af en 8 måneder gammel krudtugle, men det bedste af det hele var, at hun havde en fest! Så længe Selma er så ung, er mit primære fokus så absolut, at hun erfarer, at det er fedt at være til konkurrencer, så kan vi altid fokusere på point og placeringer senere.


Dommersedlen


Efter vores prøve brugte vi lidt tid på at træne ro i buret, hvilket var svært med alt det, der skete rundt omkring, men så meget desto mere grund til at gøre det. Og det gik da også ganske fint.

Derefter kom turen til Molly og vores debut - ikke bare med vores nye program, men også i klasse 2 - så jeg var noget spændt og noget mere nervøs, end jeg har været længe.
Da hallen var så tæt pakket, valgte jeg at tage Molly ind i sidste øjeblik, da hun ikke har det så godt med så mange mennesker og hunde så tæt på. Det betød så samtidig, at vi ikke fik varmet op mere end 1-2 minutter i et lillebitte opvarmningsområde, men hellere det end en trykket hund.
Umiddelbart var det også det rigtige valg, da Molly på ingen måde var trykket, men havde en kæmpe fest i ringen - så fedt!!! Der var en del, der ikke gik helt efter planen, men det gik godt: Vi havde det sjovt i ringen, og jeg kan mærke, det ender med at komme til at fungere rigtig godt, når det hele er på plads.
Jeg havde håbet på at bestå, jeg havde håbet på nogle ok point, og jeg havde håbet på en hæderlig placering. Mine håb blev i dén grad indfriet: Vi bestod med 25,4 point, vi blev nummer 2, og vi fik nogle virkelig flotte dommerkommentarer - jeg er SÅ glad og SÅ stolt af min fantastiske Turbotøs.


Dommersedlen


Nu ved jeg, hvad jeg skal have fokus på det næste stykke tid, så vi er klar til at stille til DKK konkurrencen i Rønde 1/4-2017.

Der var ikke tid til at hvile på laurbærrene, da Sandie, Jennifer, Neel, Bente, Kira og jeg skulle lave en noget alternativ 6+. Et hurtigt tøjskifte var nødvendigt, og med sved på panden fik jeg klaret det, lagt Molly i bilen og stod klar sammen med de andre, da vi skulle på.
Vores julehilsen/hyldest til Anja blev optaget, men det, man ikke kan se, er, hvor sjovt vi har haft det igennem hele processen og hvor meget vi rent faktisk har lært af det, selvom det var ren fis og ballade.
Vi havde det fantastisk sjovt i ringen, publikum var godt underholdt, og Anja græd af grin, så vores mål blev i dén grad indfriet.


 


Det var en helt i gennem fantastisk aften på alle måder: Succesfuld konkurrencetræning med Selma, succesfuld debut med FS2-programmet med Molly, en succesfuld 6+, god stemning og selskab helt i top - det kunne ikke have været bedre, og det er blandt andet derfor jeg elsker denne sport.



Kommentarer

Populære opslag