En svær, men god, beslutning
Det har længe, meget længe, været min plan, at Selma skulle stille til DRKs UHM (unghundemesterskab) i vildspor her i 2017 - da hun i sagens natur kun har den ene chance, eftersom hunden skal være mellem 12 og 24 måneder.
De sidste par måneder har jeg dog mærket en lillebitte tvivl. En lillebitte tvivl, der har vokset sig større og større, uden jeg egentlig har gjort andet ved den end at fortsætte træningen.
Da jeg for 2½ uge siden forstuvede min ankel ret kraftigt, og i øvrigt samme dag gik et spor med Selma, der mildest talt gik ad h*lvede til, stoppede jeg op og begyndte at adressere den tvivl. Jeg gjorde ikke andet end at registrere den, beslutte at holde en kortere pause på sporet, og så lod jeg den ellers ligge.
Eller det troede jeg, jeg gjorde, men den rumsterede i baghovedet, kunne jeg mærke, og jeg havde brug for at finde ud af, hvorfor den gjorde det.
At jeg for længe siden havde sat mig det mål, at Selma og jeg skulle deltage i UHM fyldte langt mere, end jeg troede, og det var ikke på den gode måde.
Jeg var gået fra at have sat mig et mål, lave nogle planer og prioriteringer og træne ud fra dem til pludselig at træne mod UHM udelukkende med det for øje - pludselig var målet vigtigere end vejen dertil, og jeg kunne mærke, at jeg begyndte at presse Selma.
Ikke en rar, men en nødvendig erkendelse, der har ført til, at jeg har truffet en beslutning: Selma og jeg skal ikke deltage i UHM i vildspor! BUM!
Hvis vejen ikke er sjov, hvis det ikke føles rigtigt, så ER det ikke rigtigt, og så er det ikke det, vi skal - uanset hvor længe det har været planen eller målet.
Intet er vigtigere end at have det sjovt, end at have den rigtige følelse både under træning og under konkurrence - det skal intet mål eller ingen plan ødelægge.
Beslutningen er truffet, den blev sagt højt i går, og det føles rigtigt! ❤
Selma og jeg har masser af tid, vi har masser af spor foran os, og vi har ikke travlt.
De sidste par måneder har jeg dog mærket en lillebitte tvivl. En lillebitte tvivl, der har vokset sig større og større, uden jeg egentlig har gjort andet ved den end at fortsætte træningen.
Da jeg for 2½ uge siden forstuvede min ankel ret kraftigt, og i øvrigt samme dag gik et spor med Selma, der mildest talt gik ad h*lvede til, stoppede jeg op og begyndte at adressere den tvivl. Jeg gjorde ikke andet end at registrere den, beslutte at holde en kortere pause på sporet, og så lod jeg den ellers ligge.
Eller det troede jeg, jeg gjorde, men den rumsterede i baghovedet, kunne jeg mærke, og jeg havde brug for at finde ud af, hvorfor den gjorde det.
At jeg for længe siden havde sat mig det mål, at Selma og jeg skulle deltage i UHM fyldte langt mere, end jeg troede, og det var ikke på den gode måde.
Jeg var gået fra at have sat mig et mål, lave nogle planer og prioriteringer og træne ud fra dem til pludselig at træne mod UHM udelukkende med det for øje - pludselig var målet vigtigere end vejen dertil, og jeg kunne mærke, at jeg begyndte at presse Selma.
Ikke en rar, men en nødvendig erkendelse, der har ført til, at jeg har truffet en beslutning: Selma og jeg skal ikke deltage i UHM i vildspor! BUM!
Hvis vejen ikke er sjov, hvis det ikke føles rigtigt, så ER det ikke rigtigt, og så er det ikke det, vi skal - uanset hvor længe det har været planen eller målet.
Intet er vigtigere end at have det sjovt, end at have den rigtige følelse både under træning og under konkurrence - det skal intet mål eller ingen plan ødelægge.
Beslutningen er truffet, den blev sagt højt i går, og det føles rigtigt! ❤
Selma og jeg har masser af tid, vi har masser af spor foran os, og vi har ikke travlt.
 |
| ❤❤❤ |
Kommentarer
Send en kommentar