HTM i Border Collieklubben
Efter at have været i gang både lørdag og søndag som hhv deltager og dommer til DKKs nose workkonkurrence, var jeg en anelse træt og ikke udpræget begejstret, da alarmen vækkede mig kl.6 i går morges.
Heldigvis var jeg noget mere begejstret for udsigtens til dagens program, end jeg var for at stå op, selvom jeg godt vidste, det ville blive endnu en lang og hård dag.
Efter vores morgentur gik turen mod Ringsted - bevæbnet med godt med kaffe - og HTM-konkurrence arrangeret af Border Collieklubben (Anja, Johanna og Sonja)
Her skulle jeg være dommeraspirant i 4 klasser, stille op i FS2 med Molly, debutere med Selma i FS1 samt stille op i træningsklassen for klasse 1 hunde med hende - hårdt program, og måske lidt hårdere end godt var...
Jeg sad primært sammen med Sonja som aspirant, og jeg synes, vi havde nogle gode snakke om de bedømmelser, vi ikke var helt enige om, men samtidig synes jeg også, der var rigtig mange, vi var ret enige om.
Det var min femte og i princippet sidste gang som dommeraspirant, så egentlig afventer jeg bare eksamen i august nu. Om jeg vælger at byde ind på flere gange som aspirant, vil vise sig, men jeg vil i hvert fald vælge at have 100% fokus på mine egne hunde til næste konkurrence.
Efter at have været aspirant i HTM3, havde jeg travlt! Jeg havde 15 minutter til at skifte tøj, hente, lufte og gøre Molly klar, så det blev noget presset.
Jeg var mere nervøs, end jeg plejer at være, og om det var fordi, jeg var presset og ikke følte, at jeg havde tid til at forberede mig godt nok, om det var fordi, det ikke gik ret godt sidste gang, om det var noget helt tredje eller en kombination, ved jeg ikke. Jeg ved heller ikke, om det havde indflydelse på vores præstation i ringen, men godt gik det i hvert fald ikke! Molly var ufokuseret og havde sin egen dagsorden i ringen.
Jeg var sur, skuffet, irriteret og modløs, da jeg kom ud af ringen - jeg vidste, vi ikke havde bestået i udførelsen, men jeg vidste også, at jeg ikke syntes, jeg havde været helt fair overfor Molly - Øv!
Efterfølgende sad jeg og skumlede lidt for mig selv, men jeg havde ikke lang tid, inden jeg skulle ud og hente Selma, som skulle debutere i FS1. Næste issue: Hvordan slipper jeg den dumme følelse og kommer i det rigtige mode, så jeg er fair overfor Selma og giver hende en god oplevelse i ringen? Heldigvis for os begge to er Selma en robust humørspreder, der ikke lader så påvirke af mit humør så nemt som Molly, men tværtimod lader jeg mig påvirke positivt af at være sammen med hende, så alt var godt, inden Selma og jeg skulle i ringen sammen - eller rettere: Alt var skubbet væk, og jeg var i det rigtige mode.
Selma og jeg gik ind i ringen - hun var glad og fokuseret (jeg var bange for, at hun ville være så begejstret, at hun ville hoppe rundt på vej ind), og da vi gjorde klar til startpositionen, var hun intens men rolig, JEG var glad og rolig, og jeg gjorde tegn til dj, der startede musikken.
Der var én enkelt misser, men ellers forløb alt som det skulle - intenst, roligt og med stor arbejdsglæde og -iver. Det var første gang, vi lavede programmet uden godbidder, og det var første gang i officiel klasse - Vi løb begge topglade ud af ringen! Yes, dér var den rigtige følelse igen! ❤❤
Selma kom i bilen og fik en pause, inden vi igen skulle på i træningsklassen.
I træningsklassen gik det også rigtig fint, og jeg var ovenud tilfreds med både min egen, men i særdeleshed den bette Minimyres præstation.
En lang dag med noget blandede følelser sluttede for mit vedkommende med præmieoverrækkelse - en noget overraskende én af slagsen.
I træningsklassen blev Selma og jeg nummer 4 ud af 10, og i FS1 blev vi nummer 3 ud af 8 - og fik dermed 3 Q-point!! Wauw, det havde jeg ikke lige set komme... Jeg havde naturligvis håbet på et godkendt program, men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at vi ville placere os og få Q-point!
I FS2 var vi 4, og kun 1 havde bestået, hvilket allerede vidste, vi ikke havde, men da både nr.4 og nr.3 blev råbt op, og det ikke var mig, blev jeg noget overrasket - jeg havde på ingen måde forestillet mig, at vores præstation kunne række til en 2.præmie.
En masse tanker myldrer rundt i hovedet på mig efter i går - hvad skete der med Molly? Hvorfor gik det galt? Forlanger jeg for meget af hende? Reagerede hun på, at jeg ikke havde været hjemme lørdag og søndag? Reagerede hun på min nervøsitet? På at jeg var presset og hektisk? I virkeligheden er det nok en god kombination.
Så er der Selma, nu med 3 Q-point...Det var jo ikke meningen (det lyder forkert, men er ikke sådan ment) Planen var en tur i træningsklassen i Årslev, fordi vi lige skulle prøve at være i ringen for at at øve os inden Bakken. Efter Bakken tænkte jeg, at når nu jeg havde lavet et lille program, der fungerede meget fint, så kunne det da være meget sjovt lige at prøve det af i klasse 1 - bare for sjov...
Jeg må i tænkeboks, hvad begge hunde angår!
Heldigvis var jeg noget mere begejstret for udsigtens til dagens program, end jeg var for at stå op, selvom jeg godt vidste, det ville blive endnu en lang og hård dag.
 |
| Godmorgen |
Efter vores morgentur gik turen mod Ringsted - bevæbnet med godt med kaffe - og HTM-konkurrence arrangeret af Border Collieklubben (Anja, Johanna og Sonja)
Her skulle jeg være dommeraspirant i 4 klasser, stille op i FS2 med Molly, debutere med Selma i FS1 samt stille op i træningsklassen for klasse 1 hunde med hende - hårdt program, og måske lidt hårdere end godt var...
Jeg sad primært sammen med Sonja som aspirant, og jeg synes, vi havde nogle gode snakke om de bedømmelser, vi ikke var helt enige om, men samtidig synes jeg også, der var rigtig mange, vi var ret enige om.
Det var min femte og i princippet sidste gang som dommeraspirant, så egentlig afventer jeg bare eksamen i august nu. Om jeg vælger at byde ind på flere gange som aspirant, vil vise sig, men jeg vil i hvert fald vælge at have 100% fokus på mine egne hunde til næste konkurrence.
Efter at have været aspirant i HTM3, havde jeg travlt! Jeg havde 15 minutter til at skifte tøj, hente, lufte og gøre Molly klar, så det blev noget presset.
Jeg var mere nervøs, end jeg plejer at være, og om det var fordi, jeg var presset og ikke følte, at jeg havde tid til at forberede mig godt nok, om det var fordi, det ikke gik ret godt sidste gang, om det var noget helt tredje eller en kombination, ved jeg ikke. Jeg ved heller ikke, om det havde indflydelse på vores præstation i ringen, men godt gik det i hvert fald ikke! Molly var ufokuseret og havde sin egen dagsorden i ringen.
Jeg var sur, skuffet, irriteret og modløs, da jeg kom ud af ringen - jeg vidste, vi ikke havde bestået i udførelsen, men jeg vidste også, at jeg ikke syntes, jeg havde været helt fair overfor Molly - Øv!
Efterfølgende sad jeg og skumlede lidt for mig selv, men jeg havde ikke lang tid, inden jeg skulle ud og hente Selma, som skulle debutere i FS1. Næste issue: Hvordan slipper jeg den dumme følelse og kommer i det rigtige mode, så jeg er fair overfor Selma og giver hende en god oplevelse i ringen? Heldigvis for os begge to er Selma en robust humørspreder, der ikke lader så påvirke af mit humør så nemt som Molly, men tværtimod lader jeg mig påvirke positivt af at være sammen med hende, så alt var godt, inden Selma og jeg skulle i ringen sammen - eller rettere: Alt var skubbet væk, og jeg var i det rigtige mode.
Selma og jeg gik ind i ringen - hun var glad og fokuseret (jeg var bange for, at hun ville være så begejstret, at hun ville hoppe rundt på vej ind), og da vi gjorde klar til startpositionen, var hun intens men rolig, JEG var glad og rolig, og jeg gjorde tegn til dj, der startede musikken.
Der var én enkelt misser, men ellers forløb alt som det skulle - intenst, roligt og med stor arbejdsglæde og -iver. Det var første gang, vi lavede programmet uden godbidder, og det var første gang i officiel klasse - Vi løb begge topglade ud af ringen! Yes, dér var den rigtige følelse igen! ❤❤
Selma kom i bilen og fik en pause, inden vi igen skulle på i træningsklassen.
I træningsklassen gik det også rigtig fint, og jeg var ovenud tilfreds med både min egen, men i særdeleshed den bette Minimyres præstation.
En lang dag med noget blandede følelser sluttede for mit vedkommende med præmieoverrækkelse - en noget overraskende én af slagsen.
I træningsklassen blev Selma og jeg nummer 4 ud af 10, og i FS1 blev vi nummer 3 ud af 8 - og fik dermed 3 Q-point!! Wauw, det havde jeg ikke lige set komme... Jeg havde naturligvis håbet på et godkendt program, men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at vi ville placere os og få Q-point!
I FS2 var vi 4, og kun 1 havde bestået, hvilket allerede vidste, vi ikke havde, men da både nr.4 og nr.3 blev råbt op, og det ikke var mig, blev jeg noget overrasket - jeg havde på ingen måde forestillet mig, at vores præstation kunne række til en 2.præmie.
 |
| Mine skønne freestyletøser |
En masse tanker myldrer rundt i hovedet på mig efter i går - hvad skete der med Molly? Hvorfor gik det galt? Forlanger jeg for meget af hende? Reagerede hun på, at jeg ikke havde været hjemme lørdag og søndag? Reagerede hun på min nervøsitet? På at jeg var presset og hektisk? I virkeligheden er det nok en god kombination.
Så er der Selma, nu med 3 Q-point...Det var jo ikke meningen (det lyder forkert, men er ikke sådan ment) Planen var en tur i træningsklassen i Årslev, fordi vi lige skulle prøve at være i ringen for at at øve os inden Bakken. Efter Bakken tænkte jeg, at når nu jeg havde lavet et lille program, der fungerede meget fint, så kunne det da være meget sjovt lige at prøve det af i klasse 1 - bare for sjov...
Jeg må i tænkeboks, hvad begge hunde angår!
Kommentarer
Send en kommentar