Selma til brugsprøve i DRK Midtsjælland - det var en ommer

Det har længe været planen, at Selma og jeg skulle op til brugsprøven i Dansk Retrieverklub, og i dag skulle så være dagen:

Eftersom vi skulle være i Herfølge kl.17.30, begge hunde skulle luftes inden, jeg skulle nå hjem fra arbejde, og der skulle laves noget mad at tage med, da jeg ikke vidste, hvor længe det ville vare, var der noget pres på.
Heldigvis var Camille, der i øvrigt tog med, så sød at sørge for sandwich, vi kunne tage med, mens jeg styrtede hjem fra arbejde.

Selma og jeg skulle op som nummer 7, og efter at have set et par stykker før mig, fik jeg luftet Selma, og så brugte jeg ellers resten af tiden på at lave ro-øvelsen, vi lærte af Helle Døj til hvalpetræffet. Jeg tror, jeg fik lavet 3 eller 4 "omgange", og det havde en fantastisk effekt - også på mig!!! Den øvelse skal jeg uden tvivl huske på fremadrettet.
Der var skydeprøve på skydebanen lige ved siden af, så der lød det ene skud efter det andet. Selma var ikke påvirket negativt af det, men hun var lige lovlig tændt, så ro-øvelsen var virkelig tiltrængt.

Vi kom ind og lagde ud med lineføring fra 1 til 2 og derefter fri ved fod fra 2, henover 3, 4 og sluttede ved 5. Jeg syntes umiddelbart, det gik meget fint, men det skulle vise sig, at dommer ikke var enig.
Ved 5 satte jeg Selma af og gik mod 1. Hun rejste sig dog op, da jeg var nået halvvejs, og jeg gik tilbage og satte hende af igen. Tilbage mod 1, hvor jeg fik lov at kalde hende ind, hvilket foregik i helt fantastisk tempo og direkte hjem afsluttet med sit foran.
Herefter en apportering, hvor jeg skulle kaste dummy 15 meter frem - Selma knaldede, og vi fik lov at prøve igen. denne gang sad både apportering og aflevering lige i skabet. Jeg fik efterfølgende at vide, at da Selma knaldapporterede blev der i samme øjeblik afgivet 3-4 skud fra skudprøven lige ved siden af. Det skal ikke undskylde en knaldapportering, men det kan give en forklaring, da hun ellers aldrig knalder. Men jeg har selvfølgelig heller ikke trænet det med skud.
Skudprøven til sidst tog hun i stiv pote og reagerede overhovedet ikke på den.


Brugsprøvebanen


For lineføring og fri ved fod fik jeg 8 point ud af 10 mulige, fordi dommer mente, jeg havde snakket alt for meget og alt for højt til Selma undervejs - han tog min ros undervejs som opmuntring og mente derfor ikke, at "hunden fulgte villigt".

For afdækning og tilbagekald fik vi 8 point ud af 10 mulige, da jeg måtte tilbage og sætte Selma af en ekstra gang.

For apportering fik vi 10 point ud af 10 mulige.

For aflevering og "vildtbehandling" fik vi 5 point ud af 5 mulige.

For helhedsindtryk fik vi 3 point ud af 5 mulige. Her blev der trukket for knaldapporteringen.

I alt 34 point ud af 40 mulige, og det kræver 35 point at bestå, så vi prøver igen en anden god gang, hvor jeg så i mellemtiden øver mig i at hviske rosen til Minimyren.

Efter prøven kørte vi en tur til Ballerup, hvor tøserne fik en kort løbetur, inden det gik hjemad til udpakning og pakning til i morgen og hele weekenden, hvor den står på HTM og freestyle Summer Camp - jeg glæder mig helt vildt!!!




Kommentarer

Populære opslag