Artikel til Schweisshunden 2017
I marts 2017 skrev jeg lidt frem og tilbage med Finn Møller, redaktør på Schweisshunden, der gerne ville have mig til at skrive et indlæg til Schweisshunden 2017.
I forgårs kom bladet/årsbogen ud til de første, og i dag har jeg selv modtaget mit eksemplar.
Der kom der følgende indlæg ud af det:
Fra skeptiker til entusiastisk sporhundetræner.
Da jeg i efteråret 2014 så et opslag på facebook om et undervisningsforløb over 6 gange hos en godkendt schweisshundefører, tænkte jeg, at det da kunne være meget sjovt at prøve, og at det måske kunne være et fint supplement til den "rigtige hundetræning". Men jeg skulle blive meget klogere!
Knapt 3 år senere har jeg erkendt, at det at træne schweissspor med sin hund ikke er "meget sjovt", og at det ikke er et fint supplement til den "rigtige hundetræning"...
Det er fantastisk at gå schweissspor med hunden! Det er fantastisk at se den arbejde med sine naturlige instinkter, og at se den så tændt og klar til at arbejde. Det er fantastisk at nyde skoven og naturen, høre grenene knække under fødderne, høre fuglenes kvidren og bare nyde luften og stilheden - både under sporlægning og senere sammen med hunden.
Bevares, i starten var sportræningen da et supplement til lydighedstræningen, jagttræningen og al den anden træning, jeg lavede med mine hunde, men der gik ikke lang tid, før sportræningen kravlede godt op ad i prioriteringsrækkefølgen, og det var bestemt ikke den, der blev nedprioriteret. Samtidig fik sportræningen en plads i kategorien "rigtig hundetræning", mens der er andet, der er blevet frasorteret i løbet af de sidste par år for at få mere tid på sporet med mine hunde. Og jeg har fået min egen fryser til blod, skind og løb.
Da jeg startede med at gå spor, var det med min labrador, Molly, der i dag er 4 år. Siden kom min F.T. springer spaniel, Dexter, til, og sidste skud på stammen er min labrador, Selma, på 1 år.
Molly var min forsøgskanin og læremester; Det var med hende, min interesse for schweisssportræning blev vakt. Vi startede op, da hun var knapt 1½ år, og vi lagde ud uden de store planer, kriterier eller mål. Sidenhen begyndte vi at træne mere målrettet, kastede os ud i kurser, spor på hårdt underlag, og jeg læste, hvad jeg nu kunne støve op af materiale om emnet. Og det er da også blevet til en bestået anlægsprøve i Sverige, et par første præmier på 400 meter/3 timers prøve og på 400 meter/20 timers prøve.
Dexter startede jeg op med, da han var omkring ½ år, og også ham startede jeg bare op, men med henblik på at gå til prøver. Det nåede jeg dog ikke, da jeg desværre mistede ham 1½ år gammel.
Selma startede jeg anderledes målrettet op med, og da hun var 8 uger, begyndte vi så småt med et par meters spor på asfalt, og da hun var 4 måneder, var vi til vores første schweissprøve, hvor vi fik en 1.præmiering på 400 meter/3 timers spor.
Vi har siden brugt mange timer på sporet; Såvel asfalt som græs, strand og skov, og vores næste mål er at få 1.præmieringen på 400 meter/20 timers prøven i hus.
Med Selma har jeg som nævnt grebet træningen helt anderledes og struktureret an. Jeg har mål, sætter kriterier og lægger planer, som jeg evaluerer på efter hver træning.
Jeg sætter mig et mål for, hvad jeg gerne vil opnå - typisk kigger jeg 3 måneder frem. Derefter går jeg baglæns og finder ud af, hvad der skal til for at nå målet 3 måneder senere - hvad skal trænes, i hvilken rækkefølge skal det trænes, og til sidst bryder jeg det ned i 3 uger planer. Det kan sagtens være, der kommer nogle ændringer til undervejs, når jeg ser, hvilken retning træningen går i. Noget tilføjes, andet flyttes eller slettes helt. Mine træningsplaner er altid dynamiske, og jeg er altid villig til at ændre i dem, hvis evalueringen viser, at det er det, der skal til. Ellers ville evalueringen jo være ligegyldig.
Udover den åbenlyse glæde ved at gå på sporet sammen med hunden, har jeg stor glæde af en masse nye venskaber og bekendtskaber, jeg har fået i den forbindelse.
Jeg synes helt generelt, at der er stor hjælpsomhed og åbenhed, når man møder nye mennesker ude på sporene, og min frygt for "de grønne mænd" er blevet gjort til skamme - der er heldigvis også plads til os, der ikke bærer jagtgrønt tøj, men i stedet kan finde på at troppe op i røde bukser eller lilla gummistøvler.
I forgårs kom bladet/årsbogen ud til de første, og i dag har jeg selv modtaget mit eksemplar.
Der kom der følgende indlæg ud af det:
Fra skeptiker til entusiastisk sporhundetræner.
Da jeg i efteråret 2014 så et opslag på facebook om et undervisningsforløb over 6 gange hos en godkendt schweisshundefører, tænkte jeg, at det da kunne være meget sjovt at prøve, og at det måske kunne være et fint supplement til den "rigtige hundetræning". Men jeg skulle blive meget klogere!
Knapt 3 år senere har jeg erkendt, at det at træne schweissspor med sin hund ikke er "meget sjovt", og at det ikke er et fint supplement til den "rigtige hundetræning"...
Det er fantastisk at gå schweissspor med hunden! Det er fantastisk at se den arbejde med sine naturlige instinkter, og at se den så tændt og klar til at arbejde. Det er fantastisk at nyde skoven og naturen, høre grenene knække under fødderne, høre fuglenes kvidren og bare nyde luften og stilheden - både under sporlægning og senere sammen med hunden.
Bevares, i starten var sportræningen da et supplement til lydighedstræningen, jagttræningen og al den anden træning, jeg lavede med mine hunde, men der gik ikke lang tid, før sportræningen kravlede godt op ad i prioriteringsrækkefølgen, og det var bestemt ikke den, der blev nedprioriteret. Samtidig fik sportræningen en plads i kategorien "rigtig hundetræning", mens der er andet, der er blevet frasorteret i løbet af de sidste par år for at få mere tid på sporet med mine hunde. Og jeg har fået min egen fryser til blod, skind og løb.
Da jeg startede med at gå spor, var det med min labrador, Molly, der i dag er 4 år. Siden kom min F.T. springer spaniel, Dexter, til, og sidste skud på stammen er min labrador, Selma, på 1 år.
Molly var min forsøgskanin og læremester; Det var med hende, min interesse for schweisssportræning blev vakt. Vi startede op, da hun var knapt 1½ år, og vi lagde ud uden de store planer, kriterier eller mål. Sidenhen begyndte vi at træne mere målrettet, kastede os ud i kurser, spor på hårdt underlag, og jeg læste, hvad jeg nu kunne støve op af materiale om emnet. Og det er da også blevet til en bestået anlægsprøve i Sverige, et par første præmier på 400 meter/3 timers prøve og på 400 meter/20 timers prøve.
Dexter startede jeg op med, da han var omkring ½ år, og også ham startede jeg bare op, men med henblik på at gå til prøver. Det nåede jeg dog ikke, da jeg desværre mistede ham 1½ år gammel.
Selma startede jeg anderledes målrettet op med, og da hun var 8 uger, begyndte vi så småt med et par meters spor på asfalt, og da hun var 4 måneder, var vi til vores første schweissprøve, hvor vi fik en 1.præmiering på 400 meter/3 timers spor.
Vi har siden brugt mange timer på sporet; Såvel asfalt som græs, strand og skov, og vores næste mål er at få 1.præmieringen på 400 meter/20 timers prøven i hus.
Med Selma har jeg som nævnt grebet træningen helt anderledes og struktureret an. Jeg har mål, sætter kriterier og lægger planer, som jeg evaluerer på efter hver træning.
Jeg sætter mig et mål for, hvad jeg gerne vil opnå - typisk kigger jeg 3 måneder frem. Derefter går jeg baglæns og finder ud af, hvad der skal til for at nå målet 3 måneder senere - hvad skal trænes, i hvilken rækkefølge skal det trænes, og til sidst bryder jeg det ned i 3 uger planer. Det kan sagtens være, der kommer nogle ændringer til undervejs, når jeg ser, hvilken retning træningen går i. Noget tilføjes, andet flyttes eller slettes helt. Mine træningsplaner er altid dynamiske, og jeg er altid villig til at ændre i dem, hvis evalueringen viser, at det er det, der skal til. Ellers ville evalueringen jo være ligegyldig.
Udover den åbenlyse glæde ved at gå på sporet sammen med hunden, har jeg stor glæde af en masse nye venskaber og bekendtskaber, jeg har fået i den forbindelse.
Jeg synes helt generelt, at der er stor hjælpsomhed og åbenhed, når man møder nye mennesker ude på sporene, og min frygt for "de grønne mænd" er blevet gjort til skamme - der er heldigvis også plads til os, der ikke bærer jagtgrønt tøj, men i stedet kan finde på at troppe op i røde bukser eller lilla gummistøvler.
Kommentarer
Send en kommentar