Fed træning med tøserne i mindst 1000 graders varme

Eller rettere "kun" 33 grader...

Molly, Selma og jeg var til 4 timers sommer drop-in træning hos Anja: Rally fra kl.9-10, fri ved fod fra kl.10-11, HTM/Freestyle fra kl.11-12 og motivation og forstyrrelser fra kl.12-13.

Er det overhovedet forsvarligt at træne i den her varme? Ja, det er, hvis man bare er fornuftig og tænker sig om, og det gjorde jeg selvfølgelig!
Hvad indebar det så? Masser af vand, masser af skygge og masser af pauser. Ingen af hundene var i gang mere end max 10 minutter ad gangen og i de flere træningspas mindre, da de kun var på i reel "Anja-tid" - vi konverterede al selvtræningstid til pause- og skyggetid.

På vej til træningen, og mens Molly var på pause, benyttede jeg muligheden for at miljøtræne starten af vores program med Selma. Som altid fører jeg logbog over det, og det er begyndt at gå rigtig godt efterhånden.



Miljøtræning inden lufteturen


Først var det rally med Molly, og min plan var udelukkende at gå banen den ene gang sammen med Anja og derefter holde pause inden næste hold, hvilket viste sig at være en god beslutning, for Molly var fint og logrende på hele vejen gennem den varme formiddag.

Anja havde lavet en bane med fokus på transport, hvilket passede mig glimrende, da det er der, vores issue ligger. Derudover skulle vi udvælge to skilte, som vi skulle lave med lukkede øjne og bare stole på, at hunden gjorde det.
Inden vi gik banen, skulle vi fortælle Anja, hvad vores fokus var, hvad vores plan var, og hvilke skilte vi ville lave med lukkede øjne.
Mit fokus var på timing af signaler, på en glad Molly og på at stoppe på det rigtige tidspunkt, hvis hun begyndte at hænge. Planen var at belønne mellem skiltene, altså kun i transporten (som i øvrigt også var "opgaven"), og jeg valgte at udføre følgende to skilte med lukkede øjne:





Min timing var uden tvivl bedre end sidst, men den kan blive bedre endnu. Anja bemærkede, at der var en klar forskel i Mollys intensitet alt efter, hvordan timing var - hun kvitterer med det samme!
Jeg fik belønnet mellem skiltene, men ikke nok... Næste gang er planen at gå langsommere mellem dem for at give længere tid/mere mulighed til at belønne.
De to skilte, der skulle udføres med lukkede øjne var intet problem - jeg havde ingen issues med det, og jeg kunne mærke, at Molly gjorde, hvad hun skulle.

Derefter var det fri ved fod med Molly, og igen valgte jeg kun at lave noget i de 2 x 8 minutter, vi havde individuel tid.
Først kiggede vi på status i pladspositionen (som kommer til at hedde Kung) for derefter at lægge en plan for den videre træning. Molly er megasej og ved godt, hvad hun skal, så nu skal vi videre.
Kung deles i 3, hvor jeg træner hhv position/præcision i stilstand for sig, motivation med Jens lyn-legen, og her belønner jeg til at starte med for indtagelsen, ikke præcision, og til sidst bevægelsesdelen, hvor jeg starter med at vægtforskyde mod højre og belønne for, at hun følger med.
I Butt (som kommer til at hedde Fu) arbejdes der med position/præcision i stilstand og sideløbende med shaping af hovedposition.
Selvom det går langsom og med babyskridt, synes jeg alligevel, der er sket rigtig meget, siden vi startede for 3 uger siden.

Til HTM/Freestyle var det Selmas tur, og også hun var kun på de 2 x 8 minutter i individuel tid udover den korte fællesøvelse, vi lagde ud med.
Fællesøvelsen var "Domino", der handler om timing, men det var lidt svært med kun tre hunde inkl hvalp, så det blev kort og gentages en anden gang.
I den individuel tid kiggede vi på Follow, der er blevet lidt slobby, fordi der ikke har været fokus på den et stykke tid. Vi kiggede på indtagelse, det første skridt og hovedposition, og den skal nok blive rettet hurtigt op igen. Vi skal nu arbejde videre med generalisering på forskellige genstande, bevæge os i forskellige retninger, indtage fra forskellige indgange, gå i forskellige tempi, gå på forskellige underlag osv. Derudover lavede vi lidt forstyrrelser, hvor Anja stod tæt på, og hvor hun rørte ved nøglen - godbidder var for meget for Selma, med de to andre forstyrrelser var hun megasej til at håndtere.
Derudover kiggede vi på positionsarbejdet, hvor jeg har tendens til at blive lidt hektisk, fordi Selma er så hurtig, så her fik jeg nogle fifs til at trække tiden og lære Selma, at hun skal skal stå stille og roligt - og til selv at trække vejret og bruge rolige bevægelser.

Motivation og forstyrrelser var også Selmas, og også her var der masser af pausetid, da Lonni og jeg arbejdede sammen med kun én hund på ad gangen.
Forstyrrerren lå på græsset, mens vi gik rundt om, hvilket Selma syntes, var megasvært!! Det er helt sikkert en øvelse, vi skal arbejde videre med.
Derefter lavede jeg min start 4 gange, og ud fra de kriterier, jeg havde fortalt Lonni, jeg havde, råbte hun nu, når jeg skulle løbe ud til en kegle og belønne.
Sidste øvelse var primært en forstyrrelse af fører, så her gik Lonni rundt og talte, prikkede til mig, hev i min kasket osv for at forstyrre mig, mens jeg gik med Selma i frontposition. Det gik overraskende godt, og var sjovt fremfor irriterende, hvilket selvfølgelig er fedt, da det så giver mere overskud til at hjælpe Selma.

Endnu en fed maraton træningsformiddag, men desværre også den sidste i rækken, da jeg ikke kan næste gang pga nose workprøve.
Nu skal jeg have sat lidt struktur på de 4 timers træning (hvilket jeg er godt i gang med, når jeg skriver dette) have lagt planer og sat mål.

Kommentarer

Populære opslag