STRAM OP, hundefører!

Som overskriften indikerer, har dagens træning fået mig til at indse, at jeg skal stramme op! Igen eller mere, ved jeg ikke rigtig, og det er egentlig også ligegyldigt, bare jeg gør det.
Ugen på Bornholm brugte jeg til at strukturere, planlægge og sætte mål, og det var rigtig godt. Jeg er stadig tro mod de planer, jeg går stadig efter de mål, men jeg kan se, at jeg hverken rykker hurtigt nok eller kommer hele vejen omkring, som jeg gerne vil, og det skyldes, at min træning ikke er struktureret eller planlagt godt nok i detaljer, og dét skal der strammes op på - det skal i hvert fald prøves af, så jeg kan se, om det giver den forventede og ønskede effekt.




Kort sagt har dagen budt på undervisning i Nose Work og både HTM/Freestyle og Nose Work med Liv og Anja.

En hurtig opsummering:
  • Selmas starter går rigtig godt!
  • Hop i første skridt i follow ser ud til at være væk (nu skal der arbejdes på en lige og stabil position)
  • Positionsarbejdet med Molly går rigtig fint!
  • Starten med Molly er efterhånden også ved at være præget af noget mere glæde og intensitet end tidligere.
  • Jeg er kommet i gang med Challenge med begge.
  • Vi har ikke trænet køretøjssøg længe - det ses!!!
Det er rigtig fint, at der er en masse, der går godt, men for at få mere effektiv træningstid (specielt i denne varme), er jeg kommet frem til, at jeg hjemmefra skal have planlagt i detaljer, hvad jeg skal have trænet på med dem begge, og jeg glæder mig til at komme i gang med det!

Kommentarer

Populære opslag