Afslutning på HTM & FS - Hold 1

I går var sidste gang på vores HTM & Freestylehold hos Anja - i hvert fald i den form, vi kender det. Vi har trænet sammen i noget, der ligner 3 år, så det var lidt mærkeligt, at det er slut, men på den anden side er vi klar til noget nyt, som vi begynder på i starten af det nye år. Når én dør lukkes, åbnes der en ny, og det er så fint.

Anja og jeg mødtes, sådan at jeg kunne få min individuelle tid til at starte med, og vi derfor kunne komme hurtigere hjem inden juleafslutningen i dag, som også giver en lang dag, men af andre årsager blev det ikke lige sådan...

Molly og jeg er klar til at rykke videre nu, og jeg har valgt at HTM1-programmet, som vi har arbejdet på på det sidste, kun bliver brugt i aften til juleafslutningen, og så skal vi arbejde videre med et nyt. Eller rettere den oprindelige plan og det oprindelige HTM1-program genoptages med nogle ændringer.
Vi fik arbejdet med temposkift, da det er det, der p.t. er vores største udfordring, og jeg fik to øvelser, som Molly responderende godt på, og som jeg glæder mig til at arbejde videre med, og derudover fik vi de første 27 sekunder af programmet på plads!

Derefter var vi klar til fællestid, og Anja havde "advaret" lidt om indholdet af den:

"I vores fælles tid har jeg en lille hyggelig udfordring til jer - 🙂
I skal 2 & 2 fortolke en lille del af en julesang som I først får udleveret et link til i morgen når vi ses 🎅🏻🎅🏻🎅🏻( MED HUND) 😁😉
I er sammen med jeres mål makkere om denne opgave 🙂

I må selv bestemme om I allerede nu tager nogle rekvisitter eller andet med 😂"

Jennifer og jeg havde forberedt os lidt og havde udover ens tøj (dog ikke julet) taget et par rekvisitter med...




Vi fik vores musik, og så havde vi ellers 30 minutter (som vist blev til 40) til at lave et program, som vi skulle vise de andre - hvad Anja havde glemt at fortælle var, at vi også skal vise det til juleafslutningen her til aften... Og det var så grunden til, at jeg ikke kom tidligt hjem, da Jennifer og jeg lige blev for at træne programmet et par gange.
Det sidder på ingen måde i skabet, men jeg glæder mig til i aften, hvor jeg både skal dømme færdighedsprøver og i ringen 5 gange! Det bliver vist en travl men med garanti også en megahyggelig og sjov aften.

Kommentarer

Populære opslag