Nytårsrally

For præcis en uge siden, juleaftens dag, var pigerne og jeg til julerally hos Johanna, og i dag startede dagen kl.8.00 med nytårsrally.

Vi lagde ud med banegennemgang, og Aino og jeg startede med selvtræning på den ene bane - først Molly og derefter Selma. Det gik overraskende godt, og selv Selma gjorde det supergodt.

Derefter havde vi tid hos Johanna - først gik vi en bane på vist nok 17 skilte med udelukkende vendinger. Jeg havde Molly på der, da jeg ved, at det er vores svage punkt... Selve følget er fint, men hun scanner området, skiltene og de andre hunde, og når hun gør det, dæmper hun og bliver langsommere, hvilket jeg har svært ved og derfor sætter tempoet op. Dum spiral - jeg må i stedet forsøge at tilpasse mig hendes tempo!!! Udover det gik det egentlig superfint: Jeg havde styr på banen, fodarbejdet er fint, og Molly kan sine ting - der skal bare lidt mere fokus på følget, men det har vi heldigvis også.
 





Efterfølgende kiggede vi på tyskervendingen, da jeg havde fået en mistanke om, hvorfor jeg ofte får en twist, når Molly skal lave en tyskervending... Jeg havde fuldstændig ret: It´s all about the hands!!! Det burde være til at korrigere relativt let, så nu skal jeg bare have trænet det igen meget snart, så jeg får det ind i kroppen, mens jeg kan huske det.
Jeg tog Selma på, da vi skulle kigge på bakke i position, og nu har jeg fået endnu mere nyt at træne på: De skal lære setup-positionen, derefter bevægelse i den, senere at bakke i den og derefter skal bakken overføres til pladspositionen.

Sådan fløj 1½ time væk, og vi kørte hjem for at få byttet den flyverdragt, eller rettere flydedragt, jeg fik i julegave til en lidt mindre model, og stoppede på vejen for at lufte, mens det stadig var relativt roligt.

Omkring kl.14 tog vi igen en god lang tur, som blev årets sidste rigtige tur.




Efter endnu en lur for tøsernes vedkommende, fik vi trænet yderligere for at køre dem lidt trætte, inden nytårsmiddagen og helvede i øvrigt bryder løs.
Det blev til et pas med et moment i vores challenge, positionstræning (setup) og coretræning.




Traditionen tro er det også tid til refleksion, et tilbageblik på året, der gik, og en status - mere om det senere.

Kommentarer

Populære opslag