Årets sidste HTM-konkurrence

I går kom der et minde frem på facebook: Billeder af Molly, der for 3 år siden havde debut i FS1 til årets juleafslutning hos Anja og Johanna - det var et ret hyggeligt og følelsesladet minde.
Jeg har hele tiden gået og bildt mig selv ind, at Molly på nuværende tidspunkt var længere, end Selma er nu, men det passer ikke! Der er, med undtagelse af 9 dag, ret præcist 3 år mellem Molly og Selma, så det ville altså svare til, at Selma havde debut med FS1-program nu, og hun er trods alt noget længere end det.

Udover ovenstående var det sjovt, at det minde dukkede op præcis i går, hvor Selma og jeg, sammen med Liv og Kiwi, var til årets sidste HTM-konkurrence i Hangar 17.

Vi kørte meget tidligt - først hentede vi Liv og Kiwi, og derefter kørte vi mod Rønde for at være der kl.9. Ud fra programmet at dømme, ville det blive en stille og rolig dag, da jeg udover at stå for indtjekning af musik, først skulle op i FS1 efter frokost og derefter træningsklassen til allersidst.
Som altid fløj dagen af sted, men der var masser af tid til hygge, grin og snakke, hvilket ind i mellem kan være en mangelvare.

Selma og jeg stillede som sagt i FS1, og hun var ikke bare flyvende som forleden dag, men en eksploderende ildkugle på speed!
Starten gik fantastisk, hun var på, hurtig og vanvittig intens, og jeg blev nødt til at sætte ekstra slalom mellem armene ind, fordi hun havde så travlt. I den første cirkel om nøglen så jeg lidt af det, jeg plejer at se i de "løse" øvelser, men hun kom ind igen og indtog follow supersmukt! Frontpositionen bar præg af det samme, og pludselig så hun en hund, der var meget tæt på ringen, og var tæt på at planke den. Jeg nåede dog at kalde, og hun vendte om på en 5-øre og kom tilbage og arbejdede sig igennem resten af programmet på smukkeste vis.
Jeg vil langt hellere se en eksploderende ildkugle på speed end en trykket hund, jeg var topglad for starten, for min redning og for resten af arbejdet derefter, så alt i alt var jeg godt tilfreds med vores præstation, og jeg lærte to vigtige ting:
  • Selma skal ikke have fri to dage før en konkurrence - det gælder ikke kun Nose Work! Hun eksploderer simpelthen... 
  • Jeg skal ikke for tæt på åbne ringsider.
Og det er jo supergod læring at tage med hjem!

Jeg var ikke sikker på, om vi havde bestået, men det gjorde vi og blev nr 8 ud af 12, hvilket er fint med den præstation, vi lavede.




Det blev en meget lang dag med 16 timer hjemmefra, men det var også en virkelig hyggelig dag, så det var bestemt den lange køretur værd - og i Livs og Kiwis selskab, fløj tiden i bilen af sted.

Her ved udgangen af 2018 har Selma 15 Q-point, men vi bliver i klasse 2 et stykke tid endnu - hvor længe vides endnu ikke, men jeg ved, at vi glæder os til at vende tilbage i starten af 2019.

Kommentarer