Beholdermania

I går havde Liv og jeg aftalt at træne Nose Work med pigerne, og for at gøre noget andet, end det vi plejer, mødtes vi i Undine for at træne beholdersøg, hvilket jeg selv gør alt, alt for sjældent.

Vi tog begge beholdere med, og det blev til ét kæmpestort søg med 43 beholdere inkl. poser og vandflasker. Der var 5 kilder: Lavendel, eukalyptus og kombi og konkylie som forstyrrelse.




Jeg diskuterede frem og tilbage med mig selv om, hvorvidt jeg skulle tage søget med eller uden line med Selma, men nåede frem til, at hun ville få en chance, og at hvis alt endte i hat og briller og løben rundt, ville jeg genstarte MED line.
Selma havde ganske rigtig travlt og løb rundt, men hun havde egentlig en ret fin systematik, hvilket jeg havde mulighed for at se på en anden måde, da jeg blev stående udenfor søgeområdet. Hun løb forbi et par af kilderne, men jeg lod hende fortsætte, da det så fornuftigt ud, og jeg blev nysgerrig på, hvordan hun ville løse det. 
Hun markerede første beholder, fortsatte til anden, og derefter gik der lidt tid, før hun markerede den tredje, men det interessante var at se, hvordan hun arbejdede med færten, hvor langt hun gik ud, hvor meget hun cirklede osv, og det ville jeg ikke have set, hvis jeg havde ført hende i line. Beholder fire og fem blev også fundet, men det var egentlig ikke så vigtigt - det vigtige var, at jeg så den måde, hun arbejdede på i det søg.
Jeg har masser af idéer til at arbejde videre med søg som dette, og det skal jeg afgjort have gjort - det er bare ikke hver dag, jeg lige får smidt så stort et beholdersøg op.





Molly fik samme chance som Selma, dog havde jeg ikke samme bekymring som med Selma - det viste sig dog, at det burde jeg have haft - hun var CRAZY!!! 
Egentlig er der ikke så meget at sige udover, at jeg så meget af de samme ting hos Molly, som jeg dog måtte lave en omstart med, da hun hoppede rundt i ren begejstring, og så skal jeg stadig være obs på poter på flade beholdere med hende.





Efterfølgende lavede vi et par indesøg, bare fordi det også er længe siden, og alt i alt en megafed træning med gode opdagelser og refleksioner. 

Kommentarer