Frustrationen, der blev til stolthed, glæde og gå-på-mod
Et nyt HTM/Freestylehold startede i går - ikke at der er den store forskel at mærke, da vi er samme kursister, samme underviser og i samme hal. Men en ny omgang er det, og derfor blev vi udfordrede til at vise vores program, der hvor vi er nu - altså fælles opvarmning efterfulgt af vores programmer som perler på en snor.
Det er ingen hemmelighed, at jeg var noget frustreret inden træningen: Vi har arbejdet på FS2-programmet i 100 år - MINDST! Vi har arbejdet på de nye øvelser, genopfrisket de gamle, sat sammen, pillet fra hinanden, sat kontrol på, sat sammen, sat mere kontrol på.... Og der sker bare ikke rigtig noget! Vi bliver aldrig færdige, det kommer aldrig til at sidde i skabet, det er også bare lige meget!
Men nej, vel er det ej lige meget! Hvis det var lige meget, sad jeg ikke i en kold hal 3 timer mandag aften igen og igen og igen. Hvis det var lige meget, blev jeg ikke ved at kæmpe. Hvis det var lige meget, blev jeg ikke så frustreret - så gav jeg jo bare op i stedet for.
Det er ikke lige meget, og jeg giver ikke op, for det betyder noget, og netop derfor mødte jeg op til træning i går, dybt frustreret men med viljen til at knokle videre og få det til at fungere.
Neel var så sød at optage alle vores programmer - ikke en rar tanke, når man er frustreret, og ikke synes det fungerer, men egentlig rart efterfølgende at kunne se, at det ikke er helt så skidt som antaget.
Efter at have vist vores program var jeg lidt mindre frustreret - bakkesekvenserne er der kommet SÅ meget mere kontrol over, og selvom der er et stykke vej endnu, så var det bedre end forventet.
I den individuelle tid blev vi bedt om at fortælle, hvad det er, VI kan, eller hvad VI udstråler, som adskiller os fra alle andre - det var svært!
Jeg ved godt, at Molly og jeg har noget, der kun er vores, som er os, men jeg kunne ikke sætte ord på det, så i stedet tog vi en runde. De ord eller labels, der blev sat på os, havde jeg ikke selv sat på, men jeg blev superglad og stolt over at få ord som "ro", "kontrol" og "overskud" - det er det, jeg gerne vil vise, det er det, jeg gerne vil udstråle. Det sjove er, at det vidste jeg faktisk slet ikke før i går...
Derefter gik jeg programmet uden Molly, og jeg er egentlig meget godt tilfreds med min timing - forstået på den måde, at der er plads til forbedring, når Molly er med, men jeg VED godt, hvor og hvornår de forskellige skift og overgange skal ligge.
Skarpheden og kontrollen er det, vi skal arbejde rigtig meget med nu, så kommer flowet også. Bakkesekvenserne er jeg godt tilfreds med, dem er der kommet rigtig fin kontrol over, så dem skal vi bare fortsætte med som hidtil.
Sit efter cirklen om skorstenen skal være skarpere, så der skal kontrol ind - om det bliver med target eller en bliv-kommando som i bakkesekvenserne, må komme an på en prøve.
At tage hatten skal der sættes signal på, så Molly ikke tøver - det burde kunne klares relativt enkelt.
Sekvensen, hvor Molly bakker om skorstenen, fungerer ganske enkelt ikke, så den lavede vi om - nu har vi prøvet så længe, og det bliver bare ikke rigtig godt, så den blev ændret til at cirkle om skorstenen i stedet. Den sekvens fik vi prøvet nogle gange med Molly, og det tror jeg, kommer til at fungere rigtig fint - det giver også ro til at komme godt ind i næste øvelse.
Det var en virkelig, virkelig god træning på mange måder! Det var hyggeligt, lærerigt, sjovt og alt det, det plejer at være, men i går var bare noget andet og mere, end det plejer at være - det er svært at sætte ord på, men det var en langt mere intens træning, der satte rigtig mange tanker og følelser i gang.
Jeg havde besluttet, at jeg vil debutere med FS2-programmet i Rønde 1/4-2017, men jeg havde ikke meldt mig til - ikke før i formiddag. Jeg ved ikke, hvad jeg gik og ventede på, men efter at have sovet på træningen i går, var jeg her til formiddag klar til at springe ud i det og melde os til.
Hvad tog jeg med? Uhhh, rigtig meget faktisk, så det er svært at koge det ned til 3 ting, men det må blive følgende:
Det er ingen hemmelighed, at jeg var noget frustreret inden træningen: Vi har arbejdet på FS2-programmet i 100 år - MINDST! Vi har arbejdet på de nye øvelser, genopfrisket de gamle, sat sammen, pillet fra hinanden, sat kontrol på, sat sammen, sat mere kontrol på.... Og der sker bare ikke rigtig noget! Vi bliver aldrig færdige, det kommer aldrig til at sidde i skabet, det er også bare lige meget!
Men nej, vel er det ej lige meget! Hvis det var lige meget, sad jeg ikke i en kold hal 3 timer mandag aften igen og igen og igen. Hvis det var lige meget, blev jeg ikke ved at kæmpe. Hvis det var lige meget, blev jeg ikke så frustreret - så gav jeg jo bare op i stedet for.
Det er ikke lige meget, og jeg giver ikke op, for det betyder noget, og netop derfor mødte jeg op til træning i går, dybt frustreret men med viljen til at knokle videre og få det til at fungere.
Neel var så sød at optage alle vores programmer - ikke en rar tanke, når man er frustreret, og ikke synes det fungerer, men egentlig rart efterfølgende at kunne se, at det ikke er helt så skidt som antaget.
Efter at have vist vores program var jeg lidt mindre frustreret - bakkesekvenserne er der kommet SÅ meget mere kontrol over, og selvom der er et stykke vej endnu, så var det bedre end forventet.
I den individuelle tid blev vi bedt om at fortælle, hvad det er, VI kan, eller hvad VI udstråler, som adskiller os fra alle andre - det var svært!
Jeg ved godt, at Molly og jeg har noget, der kun er vores, som er os, men jeg kunne ikke sætte ord på det, så i stedet tog vi en runde. De ord eller labels, der blev sat på os, havde jeg ikke selv sat på, men jeg blev superglad og stolt over at få ord som "ro", "kontrol" og "overskud" - det er det, jeg gerne vil vise, det er det, jeg gerne vil udstråle. Det sjove er, at det vidste jeg faktisk slet ikke før i går...
Derefter gik jeg programmet uden Molly, og jeg er egentlig meget godt tilfreds med min timing - forstået på den måde, at der er plads til forbedring, når Molly er med, men jeg VED godt, hvor og hvornår de forskellige skift og overgange skal ligge.
Skarpheden og kontrollen er det, vi skal arbejde rigtig meget med nu, så kommer flowet også. Bakkesekvenserne er jeg godt tilfreds med, dem er der kommet rigtig fin kontrol over, så dem skal vi bare fortsætte med som hidtil.
Sit efter cirklen om skorstenen skal være skarpere, så der skal kontrol ind - om det bliver med target eller en bliv-kommando som i bakkesekvenserne, må komme an på en prøve.
At tage hatten skal der sættes signal på, så Molly ikke tøver - det burde kunne klares relativt enkelt.
Sekvensen, hvor Molly bakker om skorstenen, fungerer ganske enkelt ikke, så den lavede vi om - nu har vi prøvet så længe, og det bliver bare ikke rigtig godt, så den blev ændret til at cirkle om skorstenen i stedet. Den sekvens fik vi prøvet nogle gange med Molly, og det tror jeg, kommer til at fungere rigtig fint - det giver også ro til at komme godt ind i næste øvelse.
Det var en virkelig, virkelig god træning på mange måder! Det var hyggeligt, lærerigt, sjovt og alt det, det plejer at være, men i går var bare noget andet og mere, end det plejer at være - det er svært at sætte ord på, men det var en langt mere intens træning, der satte rigtig mange tanker og følelser i gang.
 |
| Min allerbedste skorstensfejer-ven |
 |
| Så er debuten planlagt |
Anja havde "advaret" mod lektier, og de kom her til middag i vores facebook-gruppe:
Jeg vil gerne bede jer om at skrive hvilke 3 af de vigtigste ting I tog med jer fra i går aftes?Og svare på de 3 spørgsmål jeg skrev op i gårSTATUS:
hvor langt er I?
Hvad er målet?
Hvad er planen?
Hvad tog jeg med? Uhhh, rigtig meget faktisk, så det er svært at koge det ned til 3 ting, men det må blive følgende:
- Frustrationen er nødvendig - den får mig videre
- Jeg har puttet små imaginære sedler af guld i lommen, hvorpå der står "RO", "KONTROL" og "OVERSKUD" - jeg er SÅ glad for dem, og jeg vil huske på dem og tage dem frem, når det hele bliver lidt svært
- Vigtigheden af at have et træningsfællesskab som det, vi har - det er trygt, det er rart, det hjælper mig til at vokse, og jeg nyder at se det samme hos alle andre medlemmer af vores lille gruppe
Status:
- Hvor langt er vi?:
Vi har et færdigt program, som jeg er rigtig glad for, men vi mangler skarpheden og kontrol et par steder - Hvad er målet?:
Målet er at have en fest, debutere med, bestå OG få Q-point i FS2 d.1.april 2017 - Aim for the stars! ✰✰✰✰✰ BUM! - Hvad er planen?:
At knokle og at have fokus på skarphed, kontrol og flow
 |
| Ain´t that the truth?! |
Kommentarer
Send en kommentar