Skøn søndag med dommeruddannelse, sportræning del 4 - træning 14 og klargøring til den kommende weekend.

Dagen i dag startede i DKKs lokaler i Solrød Strand, hvor den stod på HTM-dommeruddannelse. Dagens tema var færdighedsprøverne, så formiddagen gik med gennemgang af reglerne samt en masse gode diskussioner. De gode diskussioner kendetegnede hele dagen og fortsatte lystigt under eftermiddagens praktiske del. Her fik vi lejlighed til at dømme en masse prøver, hvilket var utrolig lærerigt - at solen skinnede, og vejret var fantastisk, gjorde kun dagen endnu bedre.


Foto: Emmy Simonsen

Foto: Emmy Simonsen


Efter en spændende og lærerig dag kørte jeg hjem, hentede hundene, og vi kørte ud for at lægge et spor og gå en tur.
Jeg fik lagt et asfaltspor med slæb af et rådyrøre og på 350 meter. Mens det fik lov at ligge ½ time, fik tøserne lov at løbe en tur på området ved siden af.
Som altid fik vi trænet lidt bliv i sit, og det begynder endelig at ligne noget med afstanden - vi er ikke oppe på 50 meter, men det går hastigt fremad, og jeg vil tro, vi er på 30 meter efterhånden.


Dygtige sortlinger

Selmas spor


Uge 10-12 (6/3-26/3-2017):
  • Forstyrrelser: Stadig ikke trænet.
  • Større søgeradius/mere rem: Ikke trænet på dette spor, da jeg holder kortere rem på asfalt.
  • Sideløbende markeringer: Intet nyt siden sidst.
  • Jeg har tilføjet et nyt punkt - Større kasser mhp at sætte tempoet ned: Ikke trænet på dette spor.
  • Jeg gentager et punkt - Wiedergange: Jeg havde lavet 2 wiedergange, og begge gik fint. Ude for enden løftede Selma hovedet, jeg bakkede, Selma kom retur og tog knækket.
  • Generelt: Der var meget fart på - ALT for meget fart på, men udover det, var det et rigtig fint spor, og NU holder vi pause indtil prøven på søndag.



Selma blev svært glad for at finde Bambis øre


Sidste punkt på dagsorden var træning af et par momenter fra FS2-programmet med Molly, og også det gik supergodt - her holder vi dog ikke pause i træningen, før lørdagens debut i FS2. Der skal derimod trænes for fuld skrue i den kommende uge.
Fantastisk afslutning på en skøn søndag.

Kommentarer

Populære opslag