Nose Work-konkurrencetræning hos Johanna

Tre timer med inspirerende, lærerig og helt enorm spændende nose work-konkurrencetræning fløj af sted, og jeg står i allerhøjeste grad klar, når og hvis Johanna udbyder level 2!

Selma og jeg brugte søndag eftermiddag i hallen i Ringsted sammen med 5 andre ekvipager, der gerne ville lære mere om nose work-træning rettet mod konkurrencer.
Det var et virkelig interessant mix af teori, praktik og gode snakke.

Vi lagde ud med, hver især at få udpeget et område til indendørssøg - her sad én lavendelkilde - og efter tur tog vi først et beholdersøg og dernæst "vores" indendørssøg.
Minimyren var megasej! Jeg fik ro på hende, satte hende i gang, vi trådte ind over startlinjen, og hun tog beholderne en efter en, snusede til dem alle, stoppede op og markerede ved nummer 5 - korrekt!
Beholderne stod i en cirkel, hvilket gik fint med Selma, mens flere af hundene havde svært ved det, og i de tilfælde blev det ændret til en enkelt række.

Nogle virkelig interessante pointer, jeg tog med hjem omkring beholdersøg var:

  • Det er vigtigt at holde samme tempo og et godt flow hele søget igennem - vi oplevede, at en lille opstandsning eller bare nedgang i tempo fik nogle af hundene til at fejlmarkere, fordi de tolkede temposkiftet som signal fra fører - virkelig interessant.
    Johanna illustrerede det ved at pege foran en af hundene, og straks gik den hen til det punkt, ligesom den gik hen til den beholder, hun kiggede på.
  • Det er vigtigt, at fører holder øje med, hvilke beholdere (eller dele af miljøet) hunden har afsøgt, da det ellers ikke er muligt at hjælpe den til at afsøge hele området.
    Et godt tip til at træne den del af hukommelsen er at spille vende- eller huskespil.
  • Det er vigtigt, at hunden slår næsen til med det samme, altså så snart den får signal til det, og at den er i arbejdsmode, når den passerer starlinjen.
    En måde at indlære det på er at starte med få beholdere. De skal være ens og af plastik eller andet materiale, der ikke går i stykker. Disse placeres på linje, og man starter med 3-4 stykker. Duften, der i øvrigt er kraftig for at gøre det nemt for hunden, placeres i den første beholder, og allerede mens den venter ved startlinjen, vil den få duften i næsen.
    Når hunden fokuserer på beholderen, afgives signal, og hunden belønnes allerede ved første beholder. Når der er forståelse for øvelsen, flyttes duften længere ned i rækken, og der kommes efterhånden flere beholdere på.

Minimyrens indendørssøg sad også lige i skabet - hun gik fra startlinjen målrettet mod det område duften sad i (jeg vidste ikke, hvor den var placeret), søgte, problemløste ved gå på den anden side af springstøtter, fandt og markerede kilden.

Da vi alle havde været igennem vores indledende søg, blev vi sat sammen to og to, og her startede Aino og jeg med at arbejde med høje søg sammen med Johanna.
Der var placeret en kilde under et låg på en kontakt højt oppe på en væg - igen var der tale om en noget mere koncentreret duft for at sætte hundene op til succes.
Jeg startede Selma op langs væggen, som hun søgte langs, indtil hun "ramte" duften. Herefter begyndte hun at søge op ad, lokaliserede den, stillede sig på bagben og markerede kilden - perfekt!
 
Den korte variant af trinvis indlæring af høje søg:
  • Brug koncentreret duft og start strategisk smart, så hunden nemt kommer til duften
  • Brug mindre koncentreret duft
  • Indsæt forhindringer, så hunden skal problemløse for at komme til kilden
  • Placer kilden gradvist højere
  • Lav frie, høje søg
Derefter selvtrænede vi på de andres indendørssøg, opstart på beholdersøg og et meget spændende søg i køkkenet. Her var kilden placeret lige indenfor døren, dvs hvis hunden ikke slår næsen til, så snart den passerer startlinjen, misser den kilden. Det er uden tvivl noget af det, vi skal træne, for den havde Selma svært ved at finde, og hun gik forbi den op til flere gange, før hun fandt og markerede den. Det leder os tilbage til det at træne indgange.

Indgange:
  • Ritualer er vigtige
  • Lad hunden kigge og hilse mm, så den er tryg, rolig og klar til at arbejde, inden den sættes i gang
  • Lær hunden at afsøge fra start - dette gøres blandt andet ved at:
    • Sætte duft lige indenfor dør, i dørkarm eller under døren ved indendørssøg - det samme gælder udendørssøg
    • På køretøj - start med første duft 20 cm inde i søget
    • Beholdersøg som beskrevet ovenfor

Vi havde en meget interessant snak om kriterier.
Generelt er vi for dårlige til kriteriesætning og trinvis indlæring i nose work. Mange af os kaster os ud i nyindlæring på nye og fremmede steder, hvilket vi aldrig kunne finde på i lydighed eller lignende. Al nyindlæring bør foregå i kendte og vante omgivelser og gerne med stærkere duft. Først når færdigheden er indlært, bør den tages med ud i nye omgivelser - som med al anden indlæring.

Afslutningsvis rundede vi kurset af i køkkenet med en kop kaffe og en snak om, hvad vi hver især tog med os hjem, og hvad vi skulle arbejde videre på.
Der var bred enighed, om det var et virkelig godt kursus, og der var vist også tilslutning til et level 2, så vi ser frem!

Kommentarer

Populære opslag