Et stort, rungende NUL!
Så blev prøvesæsonen på sporfronten skudt i gang i går!
Rammerne om årets første prøve var Bistrupskovene ved Hvalsø, og arrangør var DRK Midtsjælland.
Tak til prøveleder Cherie Rotbøll og hold 1 bestående af dommer Ib B Larsen, stifinder Anette Ilsøe, stifinderføl Niels Jørgensen og hornblæser Helmer Sørensen.
Vi mødte til indskrivning og morgenmad kl.8, og kl.9 var der parole og lodtrækning om sporene. Selma og jeg trak spor nr. 6, altså det sidste spor på vores hold - øv, det var lidt længe at gå med sommerfugle i maven, men nogen skal jo være sidst...
Kl.12 blev Selma og jeg bedt om at gå ud til vores spor. Her stod vi og ventede 10 minutters tid, og Selma var meget ivrig for at komme i gang.
Stor var min undren derfor også, da vi kl.12.15 fik lov at gå i gang, og Selma ikke gik lige ind i kassen og fandt sporstart, som hun plejer - i stedet løb hun rundt med hovedet højt og vejrede efter frisk vildt. Selma blev ved og ved med at ville mod højre, men jeg kunne godt se på hende, at hun på ingen måder var på sporet, og efter en del løben rundt uden at tage sporet op, valgte jeg at sætte mig ned med hende og holde en pause. Jeg fik efterfølgende at vide, at vi sad midt i sporet på det tidspunkt.
Efter en kort pause tog Selma sporet op, men markerede ikke sårlejet - eller det valgte jeg i hvert fald at tro, hun gjorde, da hun gik noget mere roligt og trods alt fremad og ikke mod højre. Der var dog ikke meget træk i hende, men en masse runderen, og jeg valgte at gå med uanset hvad, da det var umuligt at sige, om hun var på eller ej. Kort tid efter fik vi første tab, men kom tilbage på sporet igen, dog for at få andet tab ret hurtigt derefter. Tilbage på sporet igen, og der valgte Selma at gå mod venstre - igen valgte jeg bare at gå med uanset hvad, bare hun gik fremad, og her kom der da også træk i linen, og vi fik lov at gå omkring 200 meter, før vi efter 45 minutter og i wiedergangen fik vores tredje og sidste tab. Jeg havde næsten regnet ud, at vi var i wiedergangen, da hun slog op og runderede, men da resten af sporet havde været så usikkert, ville jeg ikke begynde at gå tilbage og risikere, at hun holdt op med at arbejde.
Vi fik anvist knækket og retningen, og Selma fik lov at gå de sidste 100 meter op til kloven, så hun kunne få en god afslutning trods alt.
Selma var ikke synderligt påvirket af de 45 minutters knoklen rundt i skoven, men jeg var nu både godt træt og svedt efter at have gået omkring 3 kilometer på de 300 meter, vi kom ud af sporet.
Desværre kan jeg ikke helt påstå, at de 45 minutters knoklen var særlig koncentrerede eller målrettede, og jeg så bestemt ikke den Selma, jeg plejer at have for enden af linen - hun bed sig simpelthen aldrig rigtig fast i sporet, og de tre tab udløste naturligvis et stort, rungende 0.
Rigtig øv, når nu jeg ved, hun godt kan! Men vi må op på hesten igen, træne videre i flg den nye træningsplan, og håbe at få plads på en ny prøve snart.
Rammerne om årets første prøve var Bistrupskovene ved Hvalsø, og arrangør var DRK Midtsjælland.
Tak til prøveleder Cherie Rotbøll og hold 1 bestående af dommer Ib B Larsen, stifinder Anette Ilsøe, stifinderføl Niels Jørgensen og hornblæser Helmer Sørensen.
Vi mødte til indskrivning og morgenmad kl.8, og kl.9 var der parole og lodtrækning om sporene. Selma og jeg trak spor nr. 6, altså det sidste spor på vores hold - øv, det var lidt længe at gå med sommerfugle i maven, men nogen skal jo være sidst...
Kl.12 blev Selma og jeg bedt om at gå ud til vores spor. Her stod vi og ventede 10 minutters tid, og Selma var meget ivrig for at komme i gang.
Stor var min undren derfor også, da vi kl.12.15 fik lov at gå i gang, og Selma ikke gik lige ind i kassen og fandt sporstart, som hun plejer - i stedet løb hun rundt med hovedet højt og vejrede efter frisk vildt. Selma blev ved og ved med at ville mod højre, men jeg kunne godt se på hende, at hun på ingen måder var på sporet, og efter en del løben rundt uden at tage sporet op, valgte jeg at sætte mig ned med hende og holde en pause. Jeg fik efterfølgende at vide, at vi sad midt i sporet på det tidspunkt.
Efter en kort pause tog Selma sporet op, men markerede ikke sårlejet - eller det valgte jeg i hvert fald at tro, hun gjorde, da hun gik noget mere roligt og trods alt fremad og ikke mod højre. Der var dog ikke meget træk i hende, men en masse runderen, og jeg valgte at gå med uanset hvad, da det var umuligt at sige, om hun var på eller ej. Kort tid efter fik vi første tab, men kom tilbage på sporet igen, dog for at få andet tab ret hurtigt derefter. Tilbage på sporet igen, og der valgte Selma at gå mod venstre - igen valgte jeg bare at gå med uanset hvad, bare hun gik fremad, og her kom der da også træk i linen, og vi fik lov at gå omkring 200 meter, før vi efter 45 minutter og i wiedergangen fik vores tredje og sidste tab. Jeg havde næsten regnet ud, at vi var i wiedergangen, da hun slog op og runderede, men da resten af sporet havde været så usikkert, ville jeg ikke begynde at gå tilbage og risikere, at hun holdt op med at arbejde.
Vi fik anvist knækket og retningen, og Selma fik lov at gå de sidste 100 meter op til kloven, så hun kunne få en god afslutning trods alt.
Selma var ikke synderligt påvirket af de 45 minutters knoklen rundt i skoven, men jeg var nu både godt træt og svedt efter at have gået omkring 3 kilometer på de 300 meter, vi kom ud af sporet.
Desværre kan jeg ikke helt påstå, at de 45 minutters knoklen var særlig koncentrerede eller målrettede, og jeg så bestemt ikke den Selma, jeg plejer at have for enden af linen - hun bed sig simpelthen aldrig rigtig fast i sporet, og de tre tab udløste naturligvis et stort, rungende 0.
Rigtig øv, når nu jeg ved, hun godt kan! Men vi må op på hesten igen, træne videre i flg den nye træningsplan, og håbe at få plads på en ny prøve snart.
Kommentarer
Send en kommentar