Lazy day og fine bisser

I går lavede vi absolut ingenting! Eller det passer ikke helt, for vi var til gratis tandtjek på Sallingvej dyreklinik, men ellers holdt vi fri, slappede af og lavede vi så lidt som muligt.

Egentlig var det min mening, at vi skulle træne lidt nose work, bare lidt hygge med nose work boardet, ikke noget særligt, men jeg kunne mærke, at sortlingerne havde brug for at lave ingenting!
De stod op, kom i haven, fik morgenmad og gik ellers i seng igen, indtil vi skulle til tandtjek hos dyrlægen kl.13.30.


Trætte tøser i camouflagemode


Dyrlægen var godt tilfreds med bisserne: Molly har knækket spidsen af en af hjørnetænderne, og hun har en enkelt tand, der sidder lidt tæt. Ellers har hun det fineste Colgate-smil. Jeg skal holde øje med evt misfarvninger, men umiddelbart skulle det ikke betyde noget de første mange år, om nogensinde.
Selma har en lille smule aflejringer, men ikke noget der betyder noget, og det skyldes, at hun har mere "knudrede" tænder end Molly.

Jeg synes, det er en rigtig fin service, dyrlægen har med gratis tandtjek i maj måned, og jeg er rigtig glad for, at jeg gjorde brug af det, selvom jeg naturligvis er endnu mere glad for, at der ikke er noget galt.


Andet var der ikke at sige om Selmas bisser


Vel hjemme igen fortsatte sortlingerne i samme stil, og fraset en enkelt længere tur i flexilinerne brugte de resten af dagen på at flade fuldstændig ud.

Molly har været flad ovenpå konkurrencen i går, og for Selmas vedkommende er det nok en kombination af sporprøven i lørdags og løbetiden, der dræner hende for energi. I hvert fald er jeg glad for, at jeg lyttede til min mavefornemmelse og gav dem fuldstændig fri, selvom det kan føles som spild af fridag.

Spild af fridag var det dog ikke, for jeg fik færdiggjort en opgave i forbindelse med uddannelsen til DKK nose workdommer, og det blev da også til en smule sofa-med-bog-tid, så alt i alt en rigtig dejlig afslappende dag.

Kommentarer