Nose work fra morgen til aften

Fredag stod i nose workens og Adam Hübinettes tegn: Johanna havde arrangeret et kursus for dommeraspiranter, så vi var i Ringsted fra kl.9 til 17 sammen en del af de andre kommende dommere og Adam som underviser.
Det var en utrolig spændende og givtig dag: Vi så allesammen hinandens søg og hørte feedbacken til den enkelte, hvilket var virkelig lærerigt, men på trods af at vi brugte en del tid på den måde, fik vi stadig rigtig mange søg hver. Jeg er glad for, jeg havde begge hundene med, da Selma ikke kunne holde hele dagen - hun var træt fra dagen før, og varmen tager hårdt på begge hundene.

Vi lagde ud med køretøjssøg, hvor fokus var at se, hvordan de enkelte hunde arbejdede.
Det var ingen overraskelse, at Selma scanner området, at hun er hurtig, at hun derfor missede den første kilde til at starte med, og at hun har en god energi og arbejdsiver - hvad hun mangler er det mere detaljerede søg og lidt mere nøjagtighed.

Jeg tog køretøjssøgene med Molly i frokostpausen, og det var lidt samme billede, jeg så der.


Traktor i køretøjssøget

Trailer i køretøjssøget


Herefter var fokus den hurtig opstart/opstart med det samme samt det at pege der, hvor vi gerne vil have hunden til at søge.
Der var sat fire søg op med kort afstand. Her skulle vi starte lige umiddelbart før placeringen af kilden, og vi skulle pege mod den. Udover at jeg lige skulle forstå, hvad det gik ud på, så gik det fint, og det er uden tvivl noget, jeg vil træne rigtig meget videre på.

Igen tog jeg Molly på de søg i frokostpausen, og om det var fordi, jeg havde fanget konceptet, eller om det var fordi, Molly var hurtigere til at fange den, ved jeg ikke, men det gik i hvert fald supergodt med hende.


Der er vist lavendel i luften...


En kombination af et detaljeret søg og selvstændigt søg skulle trænes på flamencoblokke.
Vi skulle sørge for at hunden fik afdækket hele området og helst første eller anden gang. Dette skulle vi gøre ved at pege der, hvor vi mente, hunden ikke havde søgt. Herefter skulle vi trække tilbage bag en række af urtepotter, der var sat op på jorden. Vi skulle hele tiden holde os bag den række, så hunden kunne få lov at arbejde selvstændigt og på afstand. Der var egentlig ok, mens det svære var at sørge for, at den lille krudtugle fik søgt det hele igennem. Første tur igennem var lavt søg hele vejen, så min plan var at lede Selma tilbage og hjælpe hende til at søge oppe også, men inden vi kom så langt, satte hun sig ned for at sk*de i området! Jeg fik hurtigt trukket hende væk og stoppet hende, og jeg valgte, at hun ikke skulle tilbage og søge videre.

Molly tog jeg også igennem dette søg, og i modsætning til sidst, jeg forsøgte at lave et guidet/struktureret søg, gik det væsentligt bedre. Jeg tilskriver det, at jeg denne gang stod bag hende og lod hende få plads til at arbejde, men om det stemmer, ved jeg ikke - det virkede i hvert fald, og også dette vil jeg bruge en del mere tid på fremadrettet.


Molly i miljøet, hvor vi trænede struktureret søg



Det forrige søg ledte videre til næste, som var et detaljeret søg mhp at vise, hvordan det kan indlæres.
Jeg blev enig med mig selv om, at der ikke var mere tilbage i Selma, og derfor kom Molly på til dette søg. Her fik vi vist, hvordan man med mikroskopiske duftkilder og guidet hjælp kan indlære et detaljeret søg - det var ret vildt at se, hvor bittesmå stykker filt hundene kunne finde, og hvordan tempoet kom ned og systematikken op, da de pludseligt skulle helt tæt på kilden for at finde den.

Det skal jeg afgjort have indlært hos dem begge!


Aino peger på to af duftkilderne


Sidste søg var et frit søg for at se, hvordan hunden arbejdede uden line, og hvor selvstændigt den arbejder.
Molly gjorde det rigtig fint: Jeg blev stående samme sted hele søget igennem, og hun arbejdede sig fint og selvstændigt frem til duftkilden.


Selma i frit søgområdet


Efter et helt fantastisk kursus i høj sol, dejligt selskab og i øvrigt med alt for lidt kaffe, kunne jeg lige nå hjem og smide hundene af, så de kunne få slappet af, inden turen gik til Solrød  og foredrag om "Færtteori og hundens søgeadfærd" med Adam Hübinette i DKK.


Meget trætte tøser, der gik omkuld, da vi kom hjem


Det var 2½ timers fantastisk spændende foredrag omhandlende hundens næse, hjernen og hele dens måde at registrere færten på, færtens opførsel og vandring samt en masse spændende tips, idéer og tanker om nose worktræning.

En lang, hård men ikke mindst utrolig spændende og lærerig dag var slut, og jeg havde mere lyst end nogensinde til at tage hjem og træne nose work med tøserne. 

Nogle af de vigtige pointer, jeg har taget med mig er:
  • Beløn både for søget og markering af fundet, men skil det ad, da det er to forskellige adfærd
  • Forskellen på og fordele og ulemper ved hhv scannet søg og detaljeret søg
  • Hunden skal være "obidient to scent"
  • Jeg skal orientere mig, så jeg hele tiden har overblik over, hvor hunden har været, så jeg på den måde kan hjælpe den til at få afsøgt hele området
  • Hjælp til hunden er ok, så længe den arbejder, men ikke hvis den er i tvivl og selv spørger om hjælp

Kommentarer