Make mistakes, be happy - essensen af Nose Work

For efterhånden lang tid siden var jeg på det fedeste Nose Workkursus med Simon Prins!

En af de vigtige pointer, der blev gentaget igen og igen og igen var: Make mistakes!!
Fejl er gode, fejl er vores venner, for så kan vi lære noget, og jeg kunne ikke være mere enig. Det er da dejligt, når alt bare kører derudaf, men det er ikke der, vi lærer, det er ikke der, vi rykker os, og jeg ved godt, hvad jeg helst vil.

Jeg havde begge hunde med, men det endte med kun at blive Selma, der var på, da det gav mest mening i forhold til forløbet, men jeg kan uden tvivl bruge Simons feedback og guldkorn i forhold til begge hunde. 

Et par gode råd eller guldkorn, før vi gik i gang med den praktiske træning:

  • Hvor belønner vi, og ikke mindst hvorfor gør vi, som vi gør? Der er ikke noget rigtigt og forkert, men vid hvorfor, du gør som du gør.
  • Varighed på markeringen er en god idé, så hunden har mulighed for at diskriminere og blive sikker på, at det er dens targetscent og ikke en forstyrrelse.
  • Arbejd hen mod 4-5 sekunders markering, tilføj forstyrrelser efterhånden, gør setup simpelt, og tilføj lidt hen ad vejen.
  • Styr hunden med fronten.

Søg 1:

Der var opsat 4 kilder i området, og formålet var lige at se, hvor vi, hund og fører, var henne.
Det blev et noget hektisk søg for vores vedkommende, da Selma "eksploderer" ud over det hele... Jeg skal prøve at styre hende med kroppen og få energien "fikseret" ned i Selma, og samtidig skal vi have noget varighed på markeringen - aftalen blev at prøve 4 sek i næste søg.
Selma økonomiserer og tager de nemme søg først, selvom hun ved, der er nogle høje, så vi skal træne i områder med kun høje søg, så de ikke kan springes over.
Området skal mentalt deles op i mindre områder, så vi tager en sektion ad gangen. Jeg kan prøve at  blokere med kroppen, når Selma er færdig, kan jeg åbne og gå videre til næste område.

Evaluering efter 4 måneder: Selma er stadig noget "flue i en flaske" i søgene, og jeg prøver stadig at lære at styre hende med fronten.
Varigheden på markeringerne er blevet noget længere, og alt efter sværhedsgrad mm, holder Selma sin markering 4-5 sekunder, og jeg er begyndt at kunne sætte forstyrrelser eller træk/tryk på. Jeg har trænet det samme med Molly, og der er vi oppe på 2-3 sekunder, dog ikke på beholdere, hvor poter bliver et issue, hvis jeg trækker den for længe.
De høje søg har vi trænet for sig, og det lader til at have givet pote, så det fortsætter vi med.
Den mentale inddeling af området har jeg taget til mig, og det giver mig et helt andet og meget bedre overblik.
Blokering hænger sammen med det første, og den har jeg endnu ikke knækket, men vi arbejder videre på det.




Søg 2:

Der var placeret 2 kilder i næste søg. Mentalt delte jeg det ind i 3 sektioner: Væg, væg og vogn.
Jeg prøvede at styre med fronten og at lukke af, hvilket umiddelbart virkede godt.

Evaluering efter 4 måneder: Umiddelbart er jeg kommet frem til, at det ikke fungerer for os, at jeg lukker af og "spærrer" for Selma, men at styre med fronten begynder at virker bedre og bedre - og klart bedst uden line.
At dele områder op i mindre dele er noget, jeg har taget med mig, og det virker utrolig godt med det øgede overblik, det giver mig.





Søg 3:

Her var der 1 kilde svært placeret rent miljømæssigt, hvilket var fokus i dette søg, dvs udfordrende underlag og snævre passager. Vi arbejdede samtidig med varighed på frys, men 4 sekunder var lige i overkanten, så søget efter skulle prøves med 3 sekunder. Jeg fik umiddelbart styret fint med kropssprog, og fik undervejs nogle remindere om at trække vejret og smile.

Evaluering efter 4 måneder: Selma er generelt ikke udfordret af snævre passager og sære underlag - med mindre vi taler om trapper, som hun dog også bliver bedre og bedre til. Markeringen er der efterhånden også god varighed på, og jeg er blevet meget bedre til at huske at smile og have det sjovt i mens.





Søg 4:

I dette søg var der 2 kilder placeret, og der blev skruet op for de miljømæssige udfordringer, da området var meget snævert. Selma løb ind mellem maskinerne, som om hun aldrig havde gjort andet og var megasej. Igen fik jeg prøvet at styre med kroppen, og det at åbne og lukke virkede fint, ligesom varighed på 3 sekunder på markeringen var fint.
Derudover var der 1 kilde mellem en masse stole, som hun også klarede superfint.

Evaluering efter 4 måneder: Som ovenfor.






Søg 5:

I næste søg var 1 kilde placeret svært tilgængelig bag en kasse i en reol. Selma kæmpede sig fint frem til kilden, og igen var det fint med varigheden på 3 sekunder, og "styringen" gik det også fint med. Et opmærksomhedspunkt var, at fortsætte min bevægelse hele tiden, og ikke stoppe op ved kilden.

Evaluering efter 4 måneder: Selma kæmper stadig, og jeg er blevet langt bedre til at fortsætte min bevægelse, ligesom Selma er blevet langt mere insisterende, når hun har fært.





Søg 6:

Bag brædderne var 1 kilde placeret, og her skulle hunden igen kæmpe for at komme frem til kilden. Jeg holdt på brædderne med flad hånd for at hjælp med at stabilisere dem, og samtidig prøvede jeg at pege med finger i stedet for med hele hånden - det var den sværeste del af øvelsen... Selma var MEGASEJ!!! Hun moslede rundt, hoppede op og gjorde alt for at komme til kilden, og det kom hun.

Evaluering efter 4 måneder: Jeg har ikke selv fået gjort mere ved det med at skelne mellem at holde med håndflade og pege med finger. Selma bliver bedre og bedre til at problemløse, hvilket er så topfedt at se.







Søg 7:

Dagens sidste søg havde 1 kilde placeret på stige under en hænger - det hele virkede supergodt, og der var en fin rød tråd i alt, vi havde brugt dagen på!

Opsummering fra dag 1:

  • Saml svære søg i ét, så der ikke er nemme i samme søg, da hunden så ofte økonomiserer og tager de nemme i stedet - det er i hvert fald tilfældet for Selmas vedkommende
  • BE HAPPY! :-) Den har jeg virkelig taget med mig - der er ingen grund til at være så alvorlig, så lad det komme til udtryk i kropssprog og ansigtsudtryk
  • PUSH!!! Man er nødt til at presse sig lidt for at kunne rykke sig - også en, jeg har taget med mig
  • Markeringens varighed er vigtig, og den arbejder vi videre på. Det gør det nemmere at se, om det er målduften, eller om hunden bare analyserer en forstyrrelsesduft
  • Høje søg - lær hunden at tage de svære, hvilket hænger sammen med det næste:
  • Adfærdsøkonomi - hunden tager de nemme kilder, hvis det kan betale sig
  • Bevægelse fra handlers side er vigtig - jeg er blevet meget bedre til at styre Selma med fronten
  • Hundens beslutningsproces kan være  svær. Kald den evt tilbage til området, så den hjælpes til at blive i området og træffe en beslutning
  • Flad hånd kontra finger - hhv holde fast og søg der
  • Paradigmer - der er mange, men følg altid mavefornemmelsen, den har som regel ret
  • Guide med linen, let træk til at guide i rigtig retning
  • Store kontra små kilder - træn på begge kilder
  • High or low drive, start og belønning. High er godt, men der er mindre læring, low er godt for læring, men giver mindre energi
  • Lav fejl og lær!
  • Tryk på de ømme punkter


WORD!


BEST DAY EVER!


Fokuspunkter dag nummer 2:

  • Blokere og bevare Selmas energi hos hende med kroppen
  • Peg med finger for at anvise
  • 3-4 sek varighed på markering
  • Høje søg - tag dem selvom, de er vanskelige
  • SMIL!!!
  • Keep going signal

Første øvelse var en kopøvelse, hvor Selma skulle vælge at stikke snuden i koppen og fastholde den der. Hun var megasej, havde god fastholdelse og klarede det lige så fint med forstyrrelser.

Evaluering efter 4 måneder: Det er et stykke tid siden, vi har trænet det, men vi har fået gjort det, og Selma kan efterhånden fastholde i noget, der ligner evigheder.





Søg 1:

Dagens første søg var et udesøg. Et stort område med mange ting, så det var svært at bevare overblikket. Selma gik tur med mig, og styrede slagets gang, hvilket på ingen måde var optimalt.
Jeg skal huske at inddele området i sektioner, så jeg har et bedre overblik over, hvor vi har været, og hvor vi ikke har været.

Evaluering efter 4 måneder: Selma er blevet meget nemmere at "styre" og er knapt så meget som en flue i en flaske, ligesom jeg er blevet bedre til at inddele områder i mindre områder, men jeg kan dog stadig godt miste overblikket, og det er noget, jeg virkelig prøver at få styr på.




Søg 2:

Dagens andet udesøg gik væsentlig bedre - jeg fik styret bedre, og i det hele taget fungerede det bare, men området var også et noget andet end det første.

Evaluering efter 4 måneder: Den slags udesøg er vi generelt ret gode til, da det indbyder til en helt naturlig struktur og et helt andet overblik.





Søg 3: 

Køretøjssøg var dagens tredje søg. Selma gjorde det supergodt, men lavede et udslag nede ved højre baghjul. Eftersom det var et køretøjssøj, kaldte jeg Selma tilbage, og vi gjorde køretøjet tilbage.
Efterfølgende spurgte Simon mig, hvad der skete, jeg forklarede, og han sagde grinende: "Let the dog go!!!" Han havde nemlig placeret en kilde på en sten, og det var den, Selma var på vej mod.

Evaluering efter 4 måneder: Jeg har ikke testet det på helt samme måde fornylig, men forleden dag - igen på et køretøj - havde jeg fået udpeget kilderne, så da Selma pludselig valgte at gå på modsatte siden, ændrede adfærd, fandt og markerede en kilde, sendte jeg Simon en kærlig tanke.
Selma er blevet mere Obidient to Scent, og jeg er blevet bedre til at stole på og se hendes adfærdsændringer.




Søg 4: 


Derefter stod den på høje søg, hvor Simon satte mange små kilder tæt på hinanden. Konceptet er, at hunden ikke behøver finde dem alle, men at der er nok til, at der bliver fundet noget, og at hunden koncentrerer sig. Det gik superfint med Selma, som blev flot oppe hele tiden. Træn mange høje søg med kun høje kilder og beløn max var Simons råd, da Selma tager de lave og nemme først, hvis hun har muligheden.

Evaluering efter 4 måneder: Vi har trænet rigtig meget på højde kilder, og vi har holdt os til kun at have høje i samme søg, hvilket uden tvivl har haft en effekt.




Søg 5:

På lågen var placeret 2 høje kilder, og fik fik vi samtidig trænet varighed af markeringen.

Evaluering efter 4 måneder: Begge dele går fint.




Søg 6:

Blindt søg var næste udfordring. Vi havde 2 min, og vi fandt 1 ud af 2 kilder. Selve søget var jeg rigtig godt tilfreds med, og der var fin styring på.




Søg 7:

Næste udfordring var et dobbeltblindt søg, hvor vi skulle finde en metalbeholder og tage den med os ud. Det var rigtig svært med alle duftresterne, men vi klarede det nu fint alligevel.

Evaluering efter 4 måneder: Vi har fornylig lavet noget, der ligner sammen med Adam Hübinette, og der var det stadig svært, men det er vel egentlig også ok, at det er det, når kilden lige er blevet fjernet kort forinden.




Søg 8:

Næste øvelse var med et Scent wheel. Det var nemt nok, så længe der bare var duft i, men da der kom  køkkenrulle og forstyrrelser i, blev det svært.

Evaluering efter 4 måneder: Jeg har anskaffet mig et hjul selv, og selvom det ikke er så meget, vi får trænet på det, får vi da trænet nogle forstyrrelser på den måde. Det fungerer virkelig godt, og der sker en lynhurtig udvikling på den måde.





Søg 9:

Dagens og kursets sidste søg var en lille skattejagt, hvor Merete og jeg var sammen om at skulle finde nogle metalbeholdere med duft og et bogstav i hver. Vi skulle, sammen med de andre hold, samle bogstaverne og danne en sætning: "BE HAPPY! :-)" En sjov og hyggelig afslutning på to dejlige dage.





Selma og jeg er enige: BEST DAYS EVER!!!


Kommentarer